Derfor skal du flytte til Langeland!

Ro og bølgeskvulp er aldrig langt væk, når du er på Langeland

At flytte er altid en stor beslutning.

Første gang man flytter, flytter man som regel hjemmefra for at studere eller for at få ønskejobbet.
Senere flytter man til noget større, fordi én blev til to.
Og når to bliver til tre, fire eller flere, så flytter man igen.
Efterhånden som antallet skrumper igen, flytter mange atter, denne gang til noget mindre.

Og så er der alle de andre gode grunde.

I mange år har folk flyttet mod byerne.
Mod uddannelser, jobs og muligheder.

Men vi mennesker er levende organismer, der får nye prioriteter livet igennem. Det kan være når man stifter familie, hvis man bliver træt af sit job, hvis byens lys og larm ikke længere tiltrækker men afskrækker eller tusinde andre ting.

Nu søger folk mod roen og nærværet, naturen og den overskuelige økonomi, og derfor søger de mod landet.
Udkantsdanmark, som det så uskønt er blevet kaldt, eller Vandkantsdanmark, som vi beboere kalder det.

Hvor der er højt til loftet, langt mellem husene, ren luft, fuglefløjt, Dark Sky og nære bekendtskaber. Hvor vi kommer hinanden ved og giver hinanden plads. Hvor man samles om de små landsbyskoler og støtter den lokale købmand. Hvor man vil hinanden og sig selv på én og samme tid.

Langeland er en usleben diamant i Vandkantsdanmark.

En del har været på Langeland, enten på sommerferie eller på festival, men rigtig mange har endnu ikke opdaget Langelands skønhed og unikke kvaliteter.
Tilflyttere på øen bliver mødt af skepsis og løftede øjenbryn fra deres venner og familier, når de fortæller at de vil flytte til Langeland. Men når først de fortæller hvorfor, hvad Langeland kan, hvad Langeland giver og hvad Langeland er, så kan man se forståelsen i familiens øjne og misundelsen hos vennerne.

Langeland tilbyder alle ø-livets kvaliteter og fordele, kombineret med en fast navlestreng til resten af Danmark via Langelandsbroen. Du kan få nærhed, fællesskab, skøn natur og højt til loftet, men stadig komme hjem fra familiefest når det passer dig, få terrassebrædderne leveret direkte til din hoveddør og handle de varer, som gør dit liv lettere, uden at være afhængig af færgens driftsikkerhed eller afgangstider.

Og selvfølgelig byder Langeland også på masser af lokale varer, lige fra gode, sunde grøntsager, lokalt dyrket og produceret saft og most, nyslynget honning og vitaliserende hybensaft til håndlavet brugskunst, tøj og keramik. Kom f.eks. til Langelands Fødevaremarked på Rudkøbing Torv hver lørdag kl. 10-13 fra 31. maj 2025 og smag på Langeland.

Du kan læse mere om livet og fordelene ved at flytte til Langeland på livpaalangeland.dk

Vil du høre mere om Nordlangelands fællesskaber eller om hvor skønt det er at bo på (Nord)langeland, kan du kontakte Nordlangelands Lokalråd på 60 55 59 53 hver dag fra 8-16. Så er en af de lokale borgere klar til at svare på alle dine spørgsmål og fortælle sin egen historie.

Tullebølle Bylaug står klar, hvis du ønsker at høre om mulighederne for at bosætte dig i Tullebølle og omegn.

Og ønsker du oprigtigt ø-liv, kan du vælge Strynø, som også er en del af Langeland Kommune.
På Strynøs hjemmeside findes svar på mange spørgsmål, men du er også meget velkommen til at kontakte Strynøs bosætningsgruppe, for at høre mere om det fantastiske liv på øen.

Og så er der selvfølgelig turistinformationens hjemmeside, hvor du kan finde meget mere info; langeland.dk